Conscious Kink

Transformation af mørke til lys gennem BDSM

Formål:

At åbne for dybere lag i os selv og hinanden gennem BDSM-leg og -ritualer. At benytte BDSM i alle dets former til at udvide bevidstheden og opleve alternative sindstilstande. At forløse bunden energi og åbne for det autentiske, spontane selvudtryk, for derigennem at møde os selv og hinanden på ny.

At bringe bevidsthed ind i BDSM-leg og at åbne for oplevelsen af energi og spiritualitet gennem BDSM-praksisser, hvor inspiration fra tantra, shamanisme, sang, dans, kampsport o.a. kan inddrages.

I fællesskab at samskabe dette ved at udforske variationer af dominans, underkastelse og ritualer med bevidsthed og intention.

Målgruppe:

Alle er velkomne uanset kønsidentitet og seksuel orientering, og der kræves ingen særlige forudsætninger ud over oprigtig interesse. Det forventes dog at du forstår og taler dansk.

Du behøver ikke en partner for at deltage, og kommer du med en partner kan I ikke forvente at deltage kun med hinanden – I må begge være indstillet på både selv og at jeres partner udveksler med andre.

Praktisk vedrørende arrangementer:

Tilmelding til arrangementer er nødvendig – se arrangementsbeskrivelsen i SMiLs kalender eller kontakt os på consciouskink@smilkbh.dk

Hav tøj på, du kan bevæge dig i – om muligt lidt lækkert/frækt, samtidig med at du er ok med at svede i det. Fodtøj tages af når vi starter. Medbring medlemskort, en drikkedunk med vand, tæppe og pude at sidde på (vi sidder på gulvet), og evt. en ekstra t-shirt.

Kom kun, hvis du kan deltage i det fulde tidsrum – og kom til tiden, da vi indleder med at skabe et fælles rum, herunder lære hinanden lidt at kende.

Vi glæder os til sammen med deltagerne at skabe uforglemmelige Conscious Kink arrangementer!